Information om bygning og inventar

Kirken, der var viet S. Nicolai1 (sml. Nicolaus-figur p. 1310), betalte 8 sk. engelsk i
cathedraticum og på reformationstiden 3 sk. engelsk i procuratio (sml. p. 1025). 1214
skænkede Ribebispen Tønder og Ballum kirker til domkirken til beklædning og underhold
for tre kanniker2; såfremt der med Tønder menes Møgeltønder (sml. p. 1021) er det
første gang, kirken omtales. Før 1363 ejedes den af hertug Valdemar, men dette år tilskødede
han den Ribebispen med al gods og jurisdiktion for fire anniversarier i Ribe3.
Sognet, der indtil 1864 hovedsagelig hørte til de kongerigske enklaver, kom ved reformationen
under kongen4, men afhændedes 1661 til rigsfeltherre Hans Schack, og patronatsretten
har siden hørt til det 1676 oprettede grevskab5.

Ifølge præsteindb. 1768 skal spiret før nedstyrtningen 1628 (sml. p. 1299) have tjent
som sømærke6, særlig ved besejlingen af det farlige »Lister Gab«7.
Kirken ligger midt i sognet, syd for Slotsgades vestende. Den store og ret
uregelmæssige kirkegård8 omgives af levende hegn, som for det meste står på
indvendig jorddækkede kampestensdiger9. I nordøst og -vest er der tremmelåger
mellem svære, firkantede murstenspiller i krydsskifte og med aftrappet pyramideafdækning;
i sydvest og -øst er der tilsvarende porte og piller (tre hvert
sted). Flere af disse piller indeholder antagelig rester af de ældre, murede por
taler10 med sadeltage, af hvilke de to i nordøst og -vest ses på et maleri fra
1657 (fig. 4), den første med een, den anden med to rundbuede åbninger.
Kirkeriste. I den nordøstre låge ligger der en jernrist på plads, udført af firkantet,
diagonalstillet båndjern, ni stykker parallelt med lågen, stukket gennem
fire stykker, som ligger vinkelret på lågen, de sidste med øjer til fastgørelse
i †træramme over graven; risten har lågens bredde, 145 cm, og måler på
den anden led 105 cm. 1655 blev »røsterne« forbedret med »skiner og traler«11,
og 1791 omtales fire kirkeriste12.

Kirken består af romansk kor og skib, af hvilke det sidste muligvis er ældst
og opført i tilslutning til et †kor; i senromansk eller unggotisk tid blev det nuværende
kor forlænget mod øst, skibet mod vest, i sengotisk tid rejstes et tårn,
1692 et trappehus (til pulpitur), 1763 et gravkapel og 1898 et våbenhus; et
ældre våbenhus og en tagrytter er borte. Orienteringen er omtrent solret.
Fra et †kor stammer muligvis nogle i vest indsatte granitdetaljer, dels skråkantede
sokkelkvadre, dels den fig. 2 afbildede sten, hvis tidligere anvendelse
næppe kan fastslås uden udhugning; den er svagt krummet i to planer, 175 cm
lang, 35 cm høj på midten og lidt mindre ved enderne; ornamentet, som afslutter
den krydsende rundbuefrise i den ubrudte ende, synes at forestille et
processionskors med knop på stangen, der står i et fodstykke med symmetriske
bladspiraler. Til samme bygning skal antagelig henføres to rundbuede, monolitte
vinduesoverliggere af granit, som er genanvendt ved et hus i Slotsgade.
Bortset fra de omtalte granitkvadre er kor, skib og forlængelser opført af
munkesten i munkeskifte; hvor disse kan måles (i koret, dets forlængelse og
hvælv) er formatet ret lille: 24—25 (26) × 11,5—12 (13) × 7—7,5 cm.
Af den nu stående kirke er skibets østre halvdel antagelig det ældste bygningsafsnit,
fra o. 1200, og visse forhold ved østhjørnerne (sml. ndf.) kunde tyde på,
at det som nævnt har været opført i tilslutning til et †kor. Langmurene har
under murkronen en rundbuefrise og på hver mur, uden kontakt med frisen,
to lisener, af hvilke de østre er anbragt på et så mærkeligt sted i forhold til
skibets østhjørner, at man ledes til den antagelse, at skibets allerøstligste dele
kan være ændret i forbindelse med et ældre kors nedrivning. I denne del af
bygningen er der spor efter to sydvinduer og et nordvindue. 1910 skal det
endvidere have været muligt at spore dørstederne ganske svagt (indberetn.).
Det store, ret langstrakte kor virker relativt sent med sine tre rundbuede vinduer i
syd og et lignende antal i nord, hvor de to dog er udvidet og sporene af det tredie
udslettet ved gravkapellets opførelse; omtrent over sidstnævntes formodede plads ses
lidt af korets oprindelige (?) gesims; over et afrundet
skifte (som ikke er gentaget ved gesimsens fuldstændige fornyelse 1898), er der
rester af små, på tre sider hulede konsoller, der har båret frisens øvre led; om
dette har været prydet af et savskifte svarende til den nuværende udformning,
lader sig ikke afgøre. Triumfmuren, der er i forbandt med koret, har mistet
sin taggavl, og den runde triumfbue er udvidet og forhøjet med 1 alen 178113.
Tilføjelser og ændringer. Korforlængelsen og korets hvælv. Bygningens to tidlige
forlængelser må være omtrent jævngamle, fra o. 1275, men hvis man tør
dømme efter de få stiltræk, er korforlængelsen den først opførte; den har bredde
som koret, hjørnelisener, et vindue i nord (og syd) samt i øst en tregruppe,
hvis ydervinduer er tilmuret, mens det midterste er udvidet i ny tid; den glatte
taggavls spids er ommuret. Det forlængede kors to ottedelte hvælv, som er
nærbeslægtet med Højers (p. 1028) og Løgum klosterkirkes (p. 1082f.), er samtidige
med forlængelsen, i hvis østhjørner disse er forberedt med halvstensstave
som vederlag for ribberne; den svære gjordbue hviler på kraftige vægpiller,
der har halvstensfalse, som korresponderer dårligt med de opgående led: halvsten
brede, afrundede ribber og udkragede løberskifter, der markerer de i murene
indhuggede fødselslinier; de nord—sydgående ribber støttes af trapezformede
(?) konsoller.
Vestforlængelsen (sml. foran), skibets vestre halvdel, der snarere virker som
en fuldendelse af det brede, korte skib end en forlængelse, blev beskåret noget
ved tårnets opførelse (sml. ndf.). Det har i nord to rundbuede vinduer, begge
noget omdannet og det vestre delvis dækket af tårnets østmur, i syd eet med
udvendig fals og svagt smigede inderkarme. Norddøren, som sidder i et lille
murfremspring, er rundbuet, den søndre spidsbuet, begge med udvendige false
(i syd et afrundet og et affaset led) og vandret afdækning indvendig. Murene
har øverst savskifte over trappefrise, der dog på den vestligste del i nord synes
erstattet af en spærstikfrise på afrundede konsoller.

Tårnet. På et sent tidspunkt i middelalderen blev den unggotiske vestgavl
nedrevet og skibet forlænget ca. fire meter vestover, ganske tydeligt i den hensigt
at opføre et tårn, thi de nye mure byggedes meget svære og med forstærkninger
i vesthjørnerne; lidt øst for den nedrevne vestgavl rejstes en ny mur,
tårnets østre, som dækker et af skibets nordvinduer; denne mur er helt uden
forbandt med langmurene. I højde med skibets murkrone er der sket en tilbagedragning
af tårnets nord- og sydmur, som herover hviler på talrige halvstens
buestik, der er spændt fra øst til vest, en dristig konstruktion, når man
betænker, at østmuren kun ved disse bueslag er i forbandt med tårnets øvrige.
Forneden er murværket lagt i munkeskifte, jævnligt med mange løbere og ihjørnepillerne
med tilløb til polsk skifte, men ved et rulskifte, som ligger lidt
over de nævnte bueslag, ændres murværket, og hele resten af tårnet er i krydsskifte.
Trods forekomsten af dette murskifte må tidspunktet for tårnets opførelse
snarere sættes til 1500’rnes begyndelse end til deres midte, og dette stemmer
meget vel med regnskabsoplysninger, hvoraf det fremgår, at tårnet 1613
og 1616 var genstand for en omfattende istandsættelse på henholdsvis spån og
mur14. — Tårnrummet har aldrig været hvælvet og har aldrig åbnet sig til
skibet undtagen gennem en rundbuet dør. Een etage over skibets loft ligger det
underste loft i tårnet tilgængeligt ad stiger, og herpå er sejrværket opstillet.
Den lave etage har til hver side to brede, fladbuede blændinger, hvis bund
brydes af en lille, smiget lysglug, der minder om et skydeskår, men næppe har
været det; udvendig er gluggerne (kun de østre er urørte) tre skifter høje og
en halv eller trekvartsten brede. Mellem østblændingerne er der en råt brudt
åbning til skibets øvre hanebjælkelag og længere nede en fladbuet. Klokkeetagen
har til hvert verdenshjørne to fladbuede, falsede glamhuller, »dumgab«15,
som ved udmuring forneden er stærkt formindskede. Hovedopbygningen i de
fire delvis fornyede taggavle er helt efter Tørninglensk mønster med tre spidsbuede
blændinger mellem savskifter, men sideblændingerne er tvedelte over
hængekonsol og den midterste i nord underdelt af nedhængende stavværk;
over hver gavl et lille, gotiserende brandspir. 1700 blev syd- og vestsiden på
ny skalmuret og forsynet med ankre, og fire år forinden var der i tårnrummets
sydside blevet afskilret et materialrum13, som endnu findes.
Det nuværende tårnspir, en ottesidet pyramide, skal være 15 alen lavereend forgængeren,
som nedblæste kort før jul 1628 (sml. tavle på vestpulpitur),
men gengiver sikkert i det store og hele dets form; typen er velkendt fra andregotiske
spir (bl.a. på det nærliggende Emmerlev, og Broagers tvillingspir
(Sønderborg amt)). Hele kirken blev meget beskadiget i stormen, mange ruder
blæste ind, og hele skibets vestende blev sønderslået af det nedstyrtede spir.
Så snart de værste følger var midlertidigt afhjulpne, herunder tækning af vestenden
med 40 traver tag (strå eller rør), gik man igang med genopbygningsarbejdet,
der blev fuldendt 1630. Laust tømmermand var med en skipper i
Norge efter tømmer, andet kom fra Gotland, der købtes mursten, kalk, spån,
bly, søm og tagsten; talrige håndværkere og sognemænd var i arbejde, mange
tønder øl blev drukket, f.eks. den dag, de rejste spærene på kirken, den dag,
de lagde de første bjælker i tårnet og den dag, »der dhy Rest dhy Auerst SparePa Thorendt«16.
Et kvadratisk, muret trappehus på skibets nordside, »trappen til grevindens
stol« (sml. pulpitur nr. 3) med svære egetrin om en midtpille blev opført 169213.
Den teglhængte bygning har tidligere haft tage af spån og bly17.

Det grevelige gravkapel på korets nordside er opført 1763 (præsteindb. 1766)
som afløsning for krypten i koret; den anselige bygning med rustikkvadre
på hjørnerne og »vælsk« gavl stod tidligere i forbindelse med koret gennem en
rundbuet, smiget døråbning, som tilmuredes 1853, da der i kapellets nordgavl
indføjedes en stor barokportal18 med brudt gavl og våbenskjolde, udført i
sandsten. Et vestvindue er tilmuret. Det indre, som ifølge præsteindb. 1766
var siret med gipsværk, har en stor hulkel langs loftet, og alle vægge bærer en
overdådig kalkmalet dekoration af blålilla vinranker og -klaser, udført o. 1906af en af A. Wilckens elever19.
Våbenhuset på korets sydside er opført 189820; det afløste et ældre †våbenhus
på samme plads og af tilsvarende længde. Denne tilbygning, der 1766 kaldtes
våbenhus (præsteindb.), synes trods den usædvanlige beliggenhed at have tjent
som indgang fra gammel tid, idet andre betegnelser, der i Sønderjylland sædvanligvis
er knyttet til et våbenhus, også optræder her: 1615 »Schröffnitzen«14,
1626 skrifthuset11, 1679 karnhuset13. Bygningen har også tjent som kirkelade,
thi 1667 fik Hans snedker i Møgeltønder betaling for »et Lofft hand schøed
offuer Schrifftshuset, som Kirchens Korn ligger paa«13. 1862 fandtes der i bygningen
en skorsten, der var opført til blystøbning21.

†Tagrytter. Et »Liden Kloch Hws«, som 1656 stod over koret11, var 1669
brøstfældigt og blev istandsat med bly13. Spor i tagværket tyder på, at spiret
på eet tidspunkt har haft sin plads over den vestre hvælvings top, hvor der
også findes flere klokkerebshuller; lignende huller findes imidlertid tillige i østhvælvingen,
og 1657 synes messeklokkespiret ifølge det førnævnte maleri
(p. 1296) at have haft sin plads over selve østgavlen.
Tagværker. Korets hanebåndstagværk, af eg, på dobbelt murrem, er antagelig
samtidigt medforlængelse og hvælv, men omsat og 1898 forsynet med nye østhvælvets var ufuldført,
og på skjoldbuerne en siksakbort
med treblade om cirkel; farverne var gule, violette og sorte. 2) Rimeligvis fra
1300’rnes begyndelse er de spinkle bladranker, der løber ud fra korribberne,spærfødder.
Spirkonstruktionen er fra 1629 og af fyr ligesom tagværkerne over
de resterende tilbygninger.

Kirken står hvidkalket, tårnets øvre del dog i blank mur; spiret har skifertag
(indtil 188222 spåntag), trappen til grevens stol tegl og resten bly. Skibets
gulv har Ølandsfliser, der 1837 overflyttedes fra riddersalen på Schackenborg18.
Koret, der præges af restaureringen 1896—98 (arkitekt A. W. Prale, Flensborg23),
fra hvilken de to støttepiller stammer, har blyruder, skibet rundbuede
trævinduer antagelig fra istandsættelsen 183824. Skibet har på bjælkernes underside
et gråmalet bræddeloft, der ca. 1750 (præsteindb. ved Schultz) angives
at være ganske nyt og malet i tre felter, og på oversiden et ældre, ligeledes malet
loft, som må stamme fra tiden kort efter 1628 (sml. †loftsmalerier).
Vindfløj. Spiret har en vejrhane over stor kugle, der kan stamme fra den
1766 omtalte, med en stor, forgyldt knop, fløj og øverst et kors (præsteindb.).
†Loftsmalerier. Den ældste loftsbemaling er antagelig fra 1630, da loftet
istandsattes efter spirets nedstyrtning (se indskrifttavle på pulpitur nr. 1); loftsbrædderne
er sorte med hvide stjerner, bjælkerne (enkelte gamle af eg, de fleste
nyere af fyr) har på øst- og vestsiden en skabloneret liljedekoration, rød på
hvid bund, og på undersiden tre og tre perler på bånd, ganske svarende til
de ældste pulpiturbjælker i vest. Den yngre bemaling, som ligger på underloftet,
må stamme fra den indre istandsættelse 173718. Malerierne, hvis ovale
rammer skimtes gennem overmalingen fra 1837, siges at fremstille Skabelsen,
Lidelsen og Dommedag (præsteindb. 1766)25, regnet fra øst mod vest, og billederne
har sikkert svaret ret nøje til Ubjærg (p. 1284).

Kalkmalerier
På korets hvælv og vægge samt på skibets vestvæg findes kalkmalerier fra
forskellige, svært adskillelige perioder26. Malerierne på skibets vestvæg (bag
orglet) blev delvis afdækket 192127, men ikke restaureret; korets, der opdagedes
188428, blev afdækket af maler Olbers og hårdt restaureret 1894—98 af
A. Wilckens, der bibeholdt, istandsatte og stærkt supplerede motiver fra tre
stilepoker, således at disse malerier har mistet deres oprindelige præg, omend
elementer fra de forskellige perioder kan udskilles. 1) Fra o. 1275 (sml. korets
overhvælvning p. 1298) stammer dekorationen på gjordbuen, i vest en bølgeranke
med trebladede palmetter, i øst majslignende planter, samt på undersiden
13 cirkelmedailloner29, hvori Kristus og apostlene (ansigtstræk og dragtdetaljer
af Wilckens); ifølge Haupt fandtes der samtidige bemalinger i de to
hvælvfag, men østhvælvets var ufuldført, og på skjoldbuerne en siksakbort
med treblade om cirkel; farverne var gule, violette og sorte. 2) Rimeligvis fra
1300’rnes begyndelse er de spinkle bladranker, der løber ud fra korribberne, skematiseret
og forenklet af Wilckens, der endvidere i vesthvælvet har forstørret
dem betydeligt for at udfylde tomme pletter; til samme periode skal
antagelig henføres en bemaling i vestfagets kapper med dyr (løve, enhjørning?)
og figurscener (bebudelsen). 3) Ungrenæssancemalerier i Wilckens’ »udbedring«
dækker største delen af korets hvælv og vægge samt — i urestaureret stand
skibets vestvæg. De er rimeligvis udfort under Detlef Ahlefeldts lensmandstid
1536—6230, idet slægtens våben ses på skibets vestvæg; en urestaureret dekoration
i nordmurens østligste vindue vidner om, at Wilckens for planteudsmykningens
vedkommende nogenlunde har holdt sig til det oprindelige. I korets
østre, ottedelte hvælving ses i den ene østkappe jomfru Maria; barnet og frugten
skyldes Wilckens, der har udeladt et kors foran Marias venstre skulder. I
den anden østkappe har Wilckens efter Haupts vejledning nymalet de hellige
tre konger. Den følgende kappe i nord har en gruppe kvinder, med hænderne
i bedestilling, den ene i pragtfuld mønstret kjole; nr. 2 fra venstre bærer grevinde
Schacks ansigtstræk, en tilføjelse af Wilckens, der desuden i den tilsvarende
mandsgruppe i syd, hvor kun een fornem person var bevaret, har placeret to
jakkeklædte mænd, forestillende grev Hans Schack og dennes søn, grev Didrik
Schack. I hver af de fire sidste kapper er der tre musicerende eller syngende,
glorificerede personer i ens, folderige dragter (fig. 5). Hver af vesthvælvets
otte kapper har een stor, musicerende engel, nymalet af Wilckens; bevaret
var kun et par fødder under langt gevandt. Over og under figurerne samt på
væggene er store kolbeblomster og blade. På korets nordvæg, vestligste fag,
ses, siddende i en blomsterkolbe, en bedende mand med pagehår og nederlandsk
baret, muligvis mesteren for kalkmalerierne; foranlediget heraf har Wilckens
anbragt sig selv på tilsvarende måde i syd, med en tavle, hvorpå: A. Wilckensrenov. et
inv. anno 1898. På triumfvæggens østside er desuden tilføjet to våben
for Schack og Lerche (grevindens). — Resterne af de samtidige malerier på
skibets vestvæg (fig. 6), kun delvis afdækket og nu meget udviskede, viser to
scener adskilt af en stor søjle; mod syd, i forgrunden, to fornemme kvinder, i
baggrunden mange telte; foran et af dem sidder to personer ved et bord (Judith
og Holofernes ?), ved siden står en krigsknægt. Scenen mod nord viser
en gruppe mænd, malet i stor målestok. — †4) Fra 1600—40 stammede ifølge
Haupt en bemaling med rødbrunt og okker på korhvælvet; i hver hvælvkappe
en i baldakin ophængt kartouche (sml. Haupt II, 594, fig. 1551), hvori legemsstore
brystbilleder af evangelisterne (Marcus med løven skelnedes), antagelig
de evangelister og apostle, som omtales i præsteindb. 1768. På korets nordvæg
i østfaget fandtes en stor, fladbuet portal, kronet af kartoucheflige og flankeret
af søjler med fantasikapitæler samt til siderne Moses og David; på den udladende
gesims stod en engel med fane. I portalfeltet var der hvid skrift på sort
bund. — †5) Antagelig fra 1740—41 hidrørte korvæggens nedre udsmykning:
en skabloneret frise i sort på gult, hvorunder et gult og rødt tæppemønster;
det udførtes af maler Sønnich Sønnichsen, der måske også har foretaget en
udsmykning af hvælvingerne, idet der i regnskaberne omtales olie og farver
hertil13. — Wilckens har erstattet tæppemønstret med et ungrenæssancepanel
(sml. Brøns). 1697 »udhvidtedes« koret delvis31, 1837 overhvidtedes alt18.

Inventar
Alterbord (jfr. fig. 3), sikkert samtidigt med korudvidelsen (p. 1298), med
tøndehvælvet hulrum, rundbuet åbning i retkantet fals, af munkesten, 25—26
× 12—12,5 × 8 cm, pudset og hvidtet, under altertavlen forhøjet 12—14 cm.
Rummet har gulv af munkestensbrokker i fed mørtel og tværdeles af en oprindelig,
5 cm svær, 47 cm bred egehylde.
Alterbordspanelet, der kun lader bordets bagside og ca. 60 cm på smalsiderne
fri, er fra o. 1650, af fyr og har fyldinger med »hammer«-udvidelser som korgitteret.
Under et hvidt farvelag er bevaret rester af oprindelig barokstaffering,
skabloneret bladmønster i sort på lys, grågrønlig bund.
†Alterklæder. 1) 1646 indkøbtes et nyt »af grønt, blommet Atlask, med
Sølvknipling stafferet«13. 2) 1766 var alterklædet af »Drap d’Argent« med violette
silkeblomster og sølvtresser samt broderet våben for Schack (præsteindb.).
Altertavlen32 er en sengotisk pentaptych (med fire bevægelige fløje), fra årene
o. 1500, med en figurrig, velbevaret Golgathascene i midtskabet, de 12 apostle
i de nærmeste fløje, til dels ombyttede og med forkerte attributter, alt i relief,
samt otte passionsmalerier på de inderste fløjes bagsider og på de yderstes
forsider; af disse er kun to velbevarede. Tilsætninger o. 1700 fra det Peter
Petersenske værksted i Tønder.
Under Tønder (p. 954) er det nævnt, at Kristkirkens middelalderlige altertavle
er skåret efter samme forlæg som Møgeltønders — og det gælder både
midtskabsrelieffet og apostelfigurerne i fløjene, der korresponderer ret nøje —,
men at den forholdt sig til Møgeltønders som et svende- til et mesterstykke;
hvad Golgatha-relieffet (fig. 9) angår, har det også en nær parallel i den sjællandske
Magleby-altertavle33 (DK. Sorø p. 942), hvor samme forlæg er benyttet.
I Møgeltønders tavle har flere hænder været virksomme. Den myldrende
Golgatha-scene med de lidt feminine figurer er (vistnok bortset fra de stridende
krigere) skåret af een billedskærer, en mand der er overordentlig rutineret,
men som dog ikke har løsrevet sig fra den gængse nordtyske komposition og i
det hele taget udtrykker sig i et noget stereotypt formsprog. Den fornemme,
stående mand på den »onde« side er bemærkelsesværdig på grund af sin dragt:
den fantasifulde hue synes halvt at skjule en vældig nakkefletning og dragtens
kanter er alle udtungede, næsten som folkevisernes »brændende brand«, der var
mode o. 140034. Fjerner man den foranstående gruppe (som nævnt vistnok af
en anden hånd), kommer den flagrende kappe til syne, de lange, rødhosede
ben og de omhyggeligt udførte snøresko, der ikke er spidse som de andre figurers
(se især de to rytteres lange sko), men med runde snuder uden derfor at
være deciderede oksemulesko. Kvinderne og skriveren har spidse sandaler eller
tøfler på.

De ligeledes veludførte apostle er meget fladt skårne og af en anden end
midtskabets relieffer; de stornæsede, afmagrede ansigter virker dobbelt udtærede
ved det kraftige skyggespil, og klædedragternes foldekast er livligere
og arbejder med større underskæringer end midtskabets. Efter navnene, der
er fornyet o. 1700, er ordenen, øverste række tværs over: 1) »S. Petrus« (bogog nøgle), 2)
S. Andreas (skægløs, med spinkelt latinsk kors, sikkert ombyttet
med den langskæg, der nu står på Filips plads), 3) »S. Jacobus maior« (bog,
vandringsstav, ibskal på opkrammet hat), 4—6) (fig. 12) »S. Iohannes«, »S.
Philippus« (se under nr. 2), »S. Bartholomæus«. Nederste række tværs over:
7—9) (fig. 13) »S. Tomas«, »S. Matthæus« (apostlen er Matthias jfr. Tønder
p. 956), »S. Iacobus minor, 10) »S. Iudas Thaddæus« bogpose og kølle), 11) »S.
Simon« (bog og sav), 12) »S. Paulus« (bog og sværd, hvis håndtag er oprindeligt).
Francis Beckett henfører Møgeltønder-tavlen til samme værksted som Horsens
hospitalskirkes, mens V. Thorlacius-Ussing bestemmer den som et arbejde
fra Henning von der Heides værksted (jfr. Kunsthistorisk oversigt).
Midtskabet har helt glatte sider, men foroven tre kølbuebaldakiner, hvis
stavværksvinduer næsten skjules af foransatte korsblomster; under midtbuen
er der to bølgeranker med tidselagtige blade, under sidebuerne de mere gammeldags,
tredelte buer, der mødes i en korsblomst. Fløjskabenes baldakiner
hviler på skarptsnoede søjler. Rammeværket er profileret med rundstav inden
for dyb hulstav, forneden dog med skråkant35.

Mens malerierne på yderfløjenes bagsider er forsvundne, er største delen af
de seks passionsmalerier på inderfløjenes bagsider og yderfløjenes forsider bevaret,
og på det syvende er så meget levnet, at motivet kan bestemmes; det
ottende er borte. Disse otte billeder, der har kunnet ses, når inderfløjene var
lukkede, forestiller, nordre yderfløjs forside øverst: hudstrygningen, nederst:
Golgalha (fig. 10); nordre inderfløjs bagside øverst: bønnen i Gethsemane,
nederst: Pilatus’ tvætning; søndre sidefløjs bagside øverst: Judaskysset, nederst:
korsbæringen (fig. 11); søndre yderfløjs forside øverst: forsvundet, nederst:
tornekroningen. Billederne er sat op med forholdsvis få, men klare farver;
det lyse, olivengrønne er dominerende i baggrundene, og til dragterne er
hovedsagelig anvendt forskellige toner grønt, fra mørkt blågrønt, næsten sort,
til sart lysegrønt, men altid brækket med lidt brunt, samt ofte rødt og gult,
sjældnere blåt. Mens Kristus i hudstrygningsbilledet har brunlig karnation, er
hans hud i Golgatha-scenen bleg, ansigtet grønligt, med ligskær. Pilatus er (i
tvætningsbilledet) iført en pragtfuld, sort kappe, gulmønstret med rig anvendelse
af glanslys; hoserne er røde. I korsbæringsscenen mærker man sig Marias
rødrandede øjne og den fine sammensætning af grønne farver i den lille Simon
af Kyrenes dragt: sortgrøn hætte, lys oliven kofte og gulgrønne hoser, hertil
sorte »gamascher« og brune trætøfler. På nogle af dragterne er der bræmmer
med majuskelbogstaver, af hvilke dog kun en enkelt række giver mening. I
korsbæringsbilledet læses på kraven af bødlen foran Kristus: S A V O R og
forneden på koften: OVNM • E (ell. C) VO. På Malkus’ dragt (i Gethsemanescenen):
8 (herefter to krydsende ovaler) WF — NT (O) NE (herefter atter
krysende ovaler) W; på hans skuldre to store W’er. I tornekroningsbilledet erbevaret
en bogstavrække på resterne af en grøn dragt: HINRIKP (ell. B
eil. R) O ? ? N.
Hen imod 1700, måske i forbindelse med arbejderne på grevens pulpitur
1692 eller opsættelsen af prædikestolen 1694, kom altertavlen ud for en gennemgribende
istandsættelse og ændring. Peter Petersens værksted i Tønder
tilføjede vinger af store, fligede akantusblade svarende til dem på Tønder
kirkes altertavle, et rektangulært topstykke med en bevæget opstandelsesscene
i relief opsattes, flankeret af storakantusvinger, og på konsoller over dem
og på storgesimsen placeredes de fire evangelister i frifigurer. Det ekstra topstykke,
Jahves navn på hebraisk i skykrans, flankeret af naive engle, er senere.
Samtidig med de Petersenske tilføjelser blev de to yderste fløje taget af deres
hængsler og gjort fast på midtskabet bag inderfløjene, og tavlen stafferedes
med meget guld samt blå, røde og hvide farver til dragterne; apostelnavnene
maledes med versaler under figurerne (jfr. ovfr.). Baggrunden i hovedskabet
blev blå, i sideskabene gylden, rammeværket fik en sort, rødlig marmorering,
og et naivt nadverbillede (samme maler som på denovennævnte Tønder-tavle)
maledes på predellaen sammen med nadverordene i gylden fraktur. Muligvisved samme lejlighed er tavlen blevet forstøttet med et par svære egestolper på
bagsiden og alterbordet under predellaen forhøjet36.
Fra †sidealtertavler stammer to store enkeltfigurer og en figurgruppe, nu opstillet
i våbenhuset, alle stammende fra slutningen af 1400’rne; kun enkeltfigurerne,
der dog ikke har tilhørt samme tavle, er af samme hånd (jfr. ndf.).

1) Den apokalyptiske Madonna (fig. 15) 165 cm h ø j ; rester af guld i Marias
og barnets hår. Figuren har haft sit eget alter med skab (sikkert som det i
Daler) ved triumfmurens vestside mod nord, Mariaaltrets vanlige plads; herfra
fjernedes det, da det nye pulpitur 1691 blev sat op37, og skabets to, 2 mhøje døre
blev benyttet som ryglæn i stoleværket, henholdsvis fjerde- og femteøstligste
stol på mandssiden; hver dør har to fyldinger, almindelig sengotisk
profilering og hængselspor.

2) Bispefigur (fig. 14), formentlig S. Nicolaus, kirkens værnehelgen, 173 cm
høj (med sokkel og bispehue), noget defekt. Formentlig har figuren stået i sit
eget skab på triumfvæggen mod syd. Fr. Beckett38 henfører de to fint skårne
figurer til Imperialissima-mesteren (af ham kaldt Bergenfarer-mesteren), mens
V. Thorlacius-Ussing39 bestemmer figurerne som udgået fra den af ham benævnte
Skærup-mester (antaget elev af Imperialissima-mesteren); i denne
forbindelse skal blot fremhæves Mariaskikkelsens nære slægtskab med Darum-
Madonna (Ribe amt).

3) Jesu fødsel (sml. fig. 8), naivt, yndefuldt, skåret i en 80,5 × 55,5 cm stor
planke; den knælende Maria, nu uden hænder, har langt, midtskilt hår, det
nøgne barn ligger på en fold af hendes stofrige dragt; Josef, med glat, rundpuldet
hætte holder en stor lygte i hånden; bag gruppen tre stående engle,
den ene med sammenlagte hænder, de to andre holdende et klæde foran sig.
Altersølv. Kalk, sammensat af dele fra forskellige tider. Ældst, fra o. 1550,
er den runde, fladtrykte knop med seks graverede stavværksvinduer på oversidens brede
tunger (undersidens er glatte), det glatte sekskantede skaft og
muligvis også det på foden fastnittede krucifiks; ungrenæssancepræg bærer den
støbte »kurv«, hvori bægeret hviler og en, ligeledes støbt, krans øverst om skaftet,
med en putto i hvert af de seks felter. Selve foden er af almindelig barokform,
formodentlig fra midten af 1600’rne, sekstunget, med store opdrevne
frugtbundter på rundstaven over fodpladen. Det høje bæger er sikkert fra anden
fjerdedel af 1700’rne, og det er til dette de to ens mestermærker under fodpladen
hentyder, C L for Tønderguldsmeden Carl Lorentzen (Bøje 2837). Højde
(uden tudbeholder) 23 cm. Disk med cirkelkors. Kirkens tidligere †kalk blev
ifølge et tingsvidne 1595 stjålet (før 1539) på grund af præstens forsømmelighed40.
Udi »den bedrøvelige krigstilstand« 1657 købte præsten et forgyldt bæger
og »en tinbrikke« for 1 mk. 5 sk., samt en †sygekalk af tin11.
Oblatæske (fig. 19) o. 1750, trind, 5 cm høj, 10,5 i tvm., med rigt filigranarbejde
og stående på tre kugler. Under bunden graverede initialer: A[nna]
Ernestine] g[revinde] v[on] S[chack] og stempler, dels Tønder bymærke, dels
F M i rektangel for Fr. Chr. Munch (Bøje 2844). Vinkande 1674, ganske sva-rende til
den noget yngre fra Tønder (p. 958); på låget graveret Schacks våben
under krone og herover initialerne: H[ans] g[reve] v[on] S[chack], og forneden:
1674. Tre ens par stempler, på lågranden, øverst på korpus og på skaftet:
Tønders mærke og I R for Jacob Reimer (Bøje 2835).

Sygekalk (fig. 18) o. 1750, smuk, velbevaret, efterlignende hovedkalken ved
de opdrevne blomster på den flade, sekstungede fods rundstav og ved den
støbte »kurv«, hvori bægeret hviler. På fodpladen to stempler: Tønders mærke
og AN i rektangel for Andreas Nissen (Bøje 2840, sml. Tislund, Haderslev amt
p. 915). Højde 13,7 cm. I bægeret er indsat en afpasset, nu defekt vinflaske
med skrueprop. Disk med graveret cirkelkors og de samme stempler som sygekalken.
Oprindeligt futteral med indstemplede ornamenter og hængselbeslag
af sølv med graverede palmetter. 1588 var sygedisken af kobber41. 1631 gjorde
Hans guldsmed i Tønder (sikkert Hans Reimer) en ny bund i †sygekalken11.
Om †tinkalk, se ovenfor.

Alterstager. 1) Snarest unggotiske, omtrent som Bjolderup (Åbenrå amt), på
tre ben, med fladt hvælvet, ens fod- og lyseskål, cylinderskaft med knop af
spidsovalt tværsnit. 29,2 cm høje. 2) Sengotiske, på tre løver, med flad, klokkeagtig,
næsten ens fod- og lyseskål; skaftet svajer ind mod den ovale midtknop
med rundstav. Den ene stage har bevaret jernholdere til to lysepiber. 34,5 cm
høje. 3) Barokke, skænket 1659, på tre liggende løver; skaft med to buttede,
pæreformede led på hver side af en midtskive. På foden versaler: »Anno 1659
haffver ærlig oc vel act mand Iens Andersen, kong. maiestats ridefoget oc
schriver paa Møgeltønder der zidshaftig i Møgeltønder sampt hans kiere hustru
Mergrete Iens Andersens Møgeltønder kirke til en zirat foræret dise
thvnde(!) liuse stager«. Den anden stage har et par afvigelser i indskriften, bl.a.
»schriver paa Møgeltønder hus samt hans kiere« og »Margrete«. 48—49 cm høje.
Sikkert gravgave fra manden, da hustruen i regnskabet for 1660, hvor gaven
anføres, nævnes som død13. 4) Barokke, o. 1750, af messingblik, med opdrevne
storblomster og frugter på fodvulst og den ottekantede plade herunder; slankt,
snoet skaft og lille, ottekantet plade i stedet for lyseskål. 24 cm høje. På alteret
i Schackenborgs begravelse.

Alterbibel, Christian IV.s, i oprindeligt, sort bind med drevne messingbeslag.
Messehagel. Fra en ældre †messehagel stammer det med guld- og sølvtråd
broderede krucifiks på den nuværende, røde fløjlshagel; senere stråleglorie af
messingblik. 1588 havde kirken en skøn †hagel af gylden sammet og en god,
rød, blomstret af samme stof (fløjl)41.

Messeklokke 1650, 16,5 cm i tvm. og 16 cm høj uden krone, med versaler
om halsen: Anders Andersen Ribe 1650. Ifølge regnskabet 1662 skænket af sal.
Jens Andersens broder, Anders Andersen i Roskilde13. Tidligere i †tagrytter
over koret (sml. p. 1300), nu på skibets vestvæg tilkoblet urværket. Alterskranke 1700’rne,
med »renæssancebalustre«; mens fod- og gesimsbrædt er egemalede,
har balustrene samme sortrøde marmorering som altertavlens rammeværk
(og som korgitterets balustre); under begge farvelag skimtes lys, blågrå staffering.
Korgitter 1653 (sml. fig. 7), da der ifølge regnskabet11 forbrugtes en egebjælke til
sprinkelværket for koret og sammesteds en tylvt egedeller, seks alen lange; Hans snedker
fik 72 mark for »koret«, han forfærdigede.

Gitteret, der er anbragt umiddelbart øst for gjordbuen i koret, er nu, siden fjernelsen
afpulpiturerne i korets vestfag, sat på hængsler ude ved væggene, og indtil 1946 herskede
den skik, at det egentlige gitter stod lukket fra 1. søndag efter pinse til 1. søndag i advent,
mens selve fløjdørene derimod var
åbne. Såvel gitter som døre, der er ret hårdt restaurerede, består af fyldinger forneden
(gitteret 2 × 3, dørene 2 × 2) og tralleværk foroven; dørene har »hammerfyldinger« som
alterbordspanelet. Tralleværket er ved en tværliste delt i to etager, i den nederste er
der lange, drejede balustre, i den øverste korte balustre forbundne med buer, under
hvilke der står små, drejede spir41a. Dørstolperne er ud mod skibet beklædt med
pilastre (kapitæl med øreflipvolutter, barokt fladsnit i prydbælterne), gesimsen ændret,
en tidligere rundbue over dørene forsvundet.

Ifølge præsteindb. 1766 stod over kordøren grev Otto Didrik Schacks og grevinde
Anna Ernestine Gabels navne samt citat fra ps. 100,4. Panel- og rammeværk
står nu afrenset, mens balustrene er marmorerede (sml. alterskranke); i dørenes
fyldinger ses spor efter samme slags skablonmønster som på alterpanelet, og i
frisen er der sparsomme rester af en oprindelig versalindskrift under en delvis
fjernet egetræsådring, hvorunder der har ligget en gammel, blå bundfarve. 1653
fik malerne i Ribe 36 mark »for de malede og stafferede sprinkelværket for koret«11.
Døbefont, (fig. 16), senromansk, hugget i een granitsten. Næsten cylindrisk
kumme, 70 cm i tvm., og lav fod, der på de modstående sider deles af en storklods med
rektangulær forside og trapezformet overside. Kun den halvdel af
skaftet samt kummen, der er beregnet til at vende ud mod kirken, bærer en
bølgeranke. Højde 81 em42. Over fonten ligger en ældre egetræskrans, hvori det
84 cm store, glatte dåbsfad, fra o. 1700, hviler. Fonten har rester af en sorthvid
marmorering, som sikkert stammer fra 1739, da maler Johannes Sønnichsen
bl.a. malede dåben13.

Over fonten hænger en sekssidet himmel (sml. fig. 8) fra o. 1625, med bøjlebaldakin.
Foran de små, udsavede topstykker står småfigurer af Paulus, Petrus
og de fire evangelister i tidsprægede dragter. Bøjlerne er morsomt svajede havfruefigurer,
der på småbøjler bærer topstykket med pelikanen (ungerne forsvundne);
på småbøjlernes konsoller står nøgne putti (tre mangler), som
har båret lidelsesredskaber (præsteindb. 1766). På baldakinen, mellem havfruerne,
ses Johannes døbende Jesus (duen borte). Himlens loft (bund) er seksdelt
ved lister fra centrum. Den brogede staffering er sikkert samtidig med
fontens, indskrifterne: evangelistnavnene m.m. og frisens: Huo som troer oc
bliffuer døbt etc. med fraktur er oprindelige. Font og himmel, der tidligere
havde plads i korets østfag, i nordvesthjørnet, er nu anbragt i vestfaget i sydvesthjørnet
ved prædikestolsopgangen.

Prædikestol 169443, barok, fra Peter Petersens værksted44 i Tønder. En indskrift
— den eneste tyske i kirken — oplyser: »An(n)o 1694 hat der Oberinspector
dieser Graffschafft H. Nicolaus Tych dise Kansel Gott zu Ehren der
Kirchen zum Zier vorehret«. Peter Petersen har med denne stol pustet nyt liv
i den traditionelle prædikestolstype, hvis seks fag, der adskilles af glatte, korintiske
pilastre, indeholder buttede englebørn med lidelsesredskaber i storfelterne
under store englehoveder. Postamentfeitet er udeladt og frisen smal. Den
morsomt formede baldakin består i stedet for bøjler af svungne englekroppe
og bæres af tre putti, af hvilke den nederste holder tavlen med giverindskriften
(fig. 17). Opgangen er gennem triumfmuren ad en muret trappe, for hvilken
Wolle murmand fik betaling 1694, ligesom samme også huggede døren gennem
muren13; som hjørnestolpe for det nyere opgangspanel tjener en af egestolperne
fra pulpituret 1691, med volutkapitæl og fladsnitslyng på postamentet; som
frise er anvendt en 25 cm bred liste med gennembrudt senbarok-rankeværk.
Den enkle himmel har gennemløbende frise, ingen hængestykker, men svære
akantusblad-topstykker omkring hjelmede våben for Tych (sml. Nic. Tychs
epitaf i Tønder Kristkirke p. 1006) og hans to hustruer, med reliefskårne navne:
F. Anna Tychin, H. Nicolaus Tych og F. Beata Tychin. Fra en ottekantet niche
i himmelens loft hænger Helligåndsduen ned. Stolen står med brune bundfarver,
en del forgyldning samt lidt blåt; i frisen nyere fraktur: Christus er saargiort
etc., i himmelens frise: Iesu dig lefuer ieg, dig dør ieg etc. Reliefversalerne i
skjoldet er forgyldte.

Prædikestol 1580, nu i Keitum kirke på Sild, hvortil den 1699 solgtes for 10
rdl.13 Ifølge Kunstdenkm. Kr. Südtondern (p. 363f.) er stolen af samme mester
som Hjerpsted og Løgum klosterkirkes (p. 1119); den har form som tre sider
af en ottekant; i storfelterne tre »dyder« og to våbener: 1) »Fides« (vinget, med
kors og kalk), 2) Rantzaus våben og »Benedictus Rantzow«, 3) Ahlefeldts våben
og »Anna Rantzow«, 4) »Iusticia« (vinget med pil og flammende, blødende hjerte),
5) »Temperantia« (gyder vand fra skål i kande). Ifølge samme kilde går de tre
dyder tilbage på plaketter af Peter Flötner (d. 1546 i Nürnberg). De oprindelige
hermer (jfr. Hjerpsted) er erstattet af nyere søjler. I frisen: »Verbum domini
manet in eternum«. Staffering fra 1857 med fornyet giver-indskrift fra 1699.
Navnene i felt 2 og 3 overmalet.
Stoleværket er antagelig i hovedsagen det gamle fra sidste halvdel af 1500’rne,
noget sikkert fra 155445, andet lidt yngre, men i høj grad ændret, omflyttet og
til dels fornyet. Der er bevaret seks paneler, passende til indgangspaneler ved
de gamle døre (som da var i brug) og endepaneler. Nu danner stolene to sammenhængende
rækker fra vestpulpituret og til ca. halvanden meter fra korbuen. Af de seks paneler har
de fire (østligst i staderne) ens fyldingsprofiler, men
mens de tre er glatte, har det ene, der nu er anbragt som det næstøstligste i
mandsstolene, seks fyldinger med bredt, fladt foldeværk og de for Ribe-Slesvigegnene
karakteristiske hjertegennembrydninger (jfr. fig. 20). Dette panel angiver
sikkert stadernes oprindelige længde i nord-syd, men nu er det, og alle de andre,
forlænget ca. ½ m, i dette tilfælde med en gammel stolestadedør. De to østpaneler,
der muligvis sidder på deres gamle plads, har oprindelig haft arkader
med kannelerede pilastre og »perspektivhuller« i hjørnerne; over en enkelt
arkade er der bevaret en ungrenæssance-maske, fra hvis mund udgår to bladslyng,
der ender i profd-dyrehoveder, alt i fladsnit (fig. 21).

Sydsiden har 20, nordsiden 21 gamle gavle, sydsidens noget bredere og
højere end nordsidens, alle med døre imellem, og i tårnets andet stokværk
ligger talrige gavle og døre fra korets stoleværk, der blev nedtaget i slutningen
af 1800’rne. Gavlene, der oprindelig har været spidsvinklet afsluttet, er nu
afsavet og dækket med en vandret liste; ved afsavningen har man hårdhændet
gennemskåret fladsnitsornamenter øverst på gavlene. En ubeskadiget
gavl vestligst i nordstaderne (beskyttet af en pulpitursøjle) viser den oprindelige
form. Ornamenterne har været enkle, men mangeartede: hvirvelrosetter,
karvesnits- og blomsterrosetter, skjolde, stjerner, beslagværk, i et enkelt tilfælde
et monogram (MER); i den næstvestligste gavl på nordsiden et senere
indskåret årstal: 1630. De to par østgavle har foroven i højt relief (sekundære)
våben og navne: »Otto Diedrich Gr. af Schack«, »Anna Ernestina Gabel Gr. af
Schack«; men de rester af ældre skæringer, der skimtes til siden for våbnene,
viser, at disse våben er senere skåret, og at gavlene, der ved denne lejlighed
blev gjort smallere, hører til det gamle stolesæt. Sandsynligvis er hele nedskæringen
af stolegavlene foretaget af dette grevepar o. 1740. Dørene er ret varierede,
idet flere stadeejere gennem årene har kasseret de gamle døre og ladet
nye lave46, hvoraf nogle med navne og årstal. Den oprindelige type, til hvilken
de fleste døre på mandssiden hører, har to fyldinger, en kvadratisk over en
rektangulær; over, under og imellem dem er der en smalfylding; også de er
vandret afskåret, men en oprindelig dør på nordpulpituret (nærmest grevestolen)
viser, at overlisten har været kartoucheagtigt tunget. To døre har een
stor ædelstensbosse i to af smalfyldingerne, andre mangler smalfyldinger, og
nogle har kun een fylding, atter andre har i stedet for fyldinger en arkade, een
med rosetter i de øvre vinkler, tre med store ædelstensbosser i bueslaget; fire
døre har arkade med svejfede pilastre foroven og kvadratisk fylding forneden,
den næstøstligste på sydsiden har en arkade med barokt fladsnit over buen og
på pilastrene og herunder en fylding. To døre på sydsiden har indskrifter, den
ene: »Kel Hansen snedker anno 1686«, den anden (delvis dækket af klinkefaldet):
»HPS HLS F K S K P T S HCS Anno 1687«. Den vestligste dør i nord, der tilhører den
oprindelige type med tre smalfyldinger, er kun halvt så bred
som de andre døre, og den har aldrig været bredere. Den stol, hvortil den fører
ind, kaldtes i ældre tid »brændevin-stolen«47. — Gangjernene er ligeså varierede
som dørene; muligvis er typen med en pal oprindelig. Lukketøjet er normalt
et (oprindeligt) spinkelt klinkefald, ofte udført med smukke snoninger. Stolene
er nu lyst egemalede, men under afskalninger ses dels en ret mørk olivengrøn
farve, dels en lys, blå marmorering, og mindst to sæt numre. 1692 fik Sønnike
maler af Tønder betaling for samtlige stole at anstryge og nummerere13.
Præstestol i senbarok, fra tiden kort før 1693, sikkert fra Peter Petersens
værksted; sydsiden har fem fyldinger, men det oprindelige sprinkelværk, som
Sønnike maler 1693 fik betaling for at stryge13, er nu erstattet af en jernstang
med et rødt gardin. Vangerne er formet som stolegavle, spidsvinklet afsluttet
og med indsnøret hals; de forbindes ved en bue; både denne og gavlene er
dekoreret med bladslyng og englehoved. Mørkt egemalet. I korets nordøsthjørne.
Degnestolen er den gamle gotiske, o. 1550, omdannet og med barokke tilføjelser
fra 1600’rnes sidste 10-år; englehovedernes typer henviser dem til det
Peter Petersenske værksted. Hele den egentlige pult er oprindelig, men gavlstykkernes
toppe er afsavet og erstattet med spidsvinklede svarende til præstestolens.
Forsiden (mod nord) har tre fyldinger under smalle frisefelter; i de to
sidder døre med gammelt beslag. Foruden den glatte fodplanke under dørene
er de to bærende bjælker under gavlene bevaret; de har på forsiden en lille,
gotisk »næse«. Døren, med een fylding, og den tredie gavl er fra det Petersenske
værksted. Maling som præstestolen. Også degnestolen stafferedes 1693 af Sønnike
maler13. I korets sydøsthjørne.

Herskabsstole, se ovenfor p. 1316 og herskabspulpitur p. 1320.
Lukkede stole. 1768 hedder det i præsteindb.: Sidst afvigte år byggedes tre
smukke, indelukkede stole sirede med vinduer og forgyldning, nemlig to under
pulpituret ved orgelværket, den ene på søndre side bekostet af inspektør Andersen
og sal. inspektør Fabricius, den anden lige overfor, nederst for kvindestolene,
til præstens familie, bekostet af kirken. Mellem begge er et skillerum og en dør,
der lukker selv for kuld og trækvind … den †tredie er bygget af birkeskriver
Thomsen lige for prædikestolen under herskabsstolen. De to stole er eller har
været ganske ens, med fire fyldinger under fire vinduer og afsluttet med profilgesims.
Ifølge kirkeværgens regnskab13 ophørte udlejningen af disse (og de
øvrige) stole først o. 1911. Stolen i nord anvendes nu som opgang til pulpituret
og har derfor undergået ændringer; den anden er derimod i behold med alle
sine skydevinduer og den gennembrudte ornamentik. Lyst egemalet. Skydevinduerne
har aldrig været overmalet, og her ses den smukke blå og hvidgrå
marmorering, der har været afstemt efter pulpiturets sort-hvidgrå marmorfarve.
Dørfløje.

1) I syddøren, gotisk, bestående af tre meget brede egeplanker, derholdes sammen af
tværrevler og gangjern; ændret i 1600’rne og på ydersiden
beklædt med vinkelstillede skrårevler.

2) Mellem skib og tårnrum, muligvis fra 1578, samtidig med vestpulpituret,
bestående af fire brede fyrreplanker sammenholdt af tværrevler, »klaver«, som
det sønderjyske ord er, og gangjern. Bevaret renæssancelås.
Pulpiturer. I kirken er der nu tre pulpiturer: 1) mod vest, bærende orglet,
2) på skibets nordvæg, bredt mod vest, smalnende ind mod øst, hvor det støder
op til 3) Schackenborgs stol. Tidligere har der været endnu to pulpiturer,
†4—5) i korets østfag, på nord- og sydvæggen; de blev nedtaget 1897 og brystværnspanelerne
anbragt på skibets nordvæg under pulpiturerne her. I de ialt 58
bevarede fyldingsmalerier, scener fra det gamle og det nye testamente, ejer
kirken en ret enestående billedbibel.
1) Vestpulpituret. Tilsyneladende er alle pulpiturerne, bortset fra herskabspulpituret,
ens: fyldinger med profileret rammeværk, smalt frise- og bredere
postamentfeit afsluttet af baroktunger, udkraget gesimsliste og hængeværk af
tværrillede, knækkede C-bøjler med bladskud, det sidste hidrørende fra †korpulpiturer.
Denne udsmykning er ikke oprindelig på vestpulpituret, som er fra
1578, hvilket fremgår af en reliefskåret indskrift, der sidder på en ca. 180 cm
lang planke, der er blevet genanvendt helt oppe i spirets tagværk: »[Anno
do]mini MDLXXVIII«. Da planken bærer en staffering fra tiden efter spirets
nedstyrtning 1628 (jfr. ndf.), er den snarest udtaget i forbindelse med en sænkning
af pulpituret 1678 ved orglets opsætning; det hedder nemlig i regnskaberne for
dette år13: betalt Søren drejer for sin skruer den tid loftet (dvs. pulpituret) blev
sjunket. Allerede 1630 blev pulpituret dog noget ændret, som det fremgår af
en malet frakturindskrift bag på postamentplanken: »Anno 1628 den 16. Dec.
om Natten udi en stor Storm nedfalt denne Torn paa Kierken og sønderslog al
offuer deelen med Skamlene (dvs. stolene), som Gud vere lofet er paa ny
igien Repareret 1630«. Hele brystværnet er imidlertid det gamle. Over opgangen
til nordpulpituret, helt mod nord, kan man endnu se en stump af den oprindelige,
smukke gesims med perlestav forneden, tandsnit med mellemfaldende
tunger under en rundstav og herover et udkraget, rundet led. Fire bærestolper
er oprindelige, firkantede balusterpiller med postamentled, hvis rige udsmykning
svarer til stolegavlenes.
De fem felter mod nordpulpituret har bevaret gamle malerier, sikkert fra
1630; den vestligste fylding er delt i otte felter med fire (lidt utydelige) hjelmedevåben,
under hvilke der har været nu helt forsvundne indskrifter foroven:
1) M. Hans Oluffson, Erchedegn udi Riber domkirche oc Regnskabsprovst,
2) M. Jørgen Pedersen Hegelund, Sognepræst; forneden: 3) Michel Christensøn
udi Rade, Kirche Værge, 4) Mam Pedersøn, Ved Aaen, Kircke Værge (sml.
klokke nr. 2). I de fire nærmeste felter er der afblegede malerier af apostle, værdige
skikkelser i tidligere farvestrålende dragter, i udførelse ikke så lidt fornemmere
end Sønnike malers bibelske scener på de yngre pulpiturer: Matthias,
»S. Iudas«, Jakob den yngre og Simon. Rammeværket har været anstrøget med
en let grønlig farve, og de lodrette rammestykker har haft en hvid, skabloneret
mønstermaling; om bjælkernes bemaling se p. 1301. 1691—93 dækkedes de
nævnte felter ved nordpulpiturets opførelse, og de ni frie felter overmaledes
med scener fra det nye testamente, mens frise- og postamentfelter fik påsat
rammeværk, således at der fremkom barokke fyldinger med bosser imellem.
Malerierne, jævne kopier efter gængse stik, er sikkert udført af Sønnike maler, der
ifølge regnskaberne var virksom i kirken i disse år (se under nordpulpituret);
over hver scene er malet det pågældende skriftsted, mens giverens navn er
malet i postamentfeitet.

2) Nordpulpituret bærer reliefskåret årstal: Anno 1691, og en malet indskrift
oplyser: »Anno 1691 oc 92 Er dette Lofft opbygt oc forfærdiget paa Kirckens
bekostning oc udi nest paafølgende Aar 1693 … Mahlet paa underschreffne
Welacht Dan(n)emænd deris Egen Bekostning«. Ifølge præstens tilføjelser til
Haupts beskrivelse (i godsarkivet) skal der på indersiden af langbjælken under
pulpituret have været følgende, nu afhøvlede indskrift: »Anno 1691 oc 1692
er dette Lofft opbygt oc forfærdiget. Samme tid var Kirkeværgere Christian
Thomsen, Birck- oc Dele Foget udi Møgeltønder Birk, oc Andreas Lauridsen
af Toghale Sandemand udi formeldte Birck. Malet og stafferet 1693«. Endelig
oplyser regnskaberne for 1691—9213, at der købtes materialer til det nye loft i
forbindelse med køb af egebrædder »til grevindens stol«. — Pulpituret strækker
sig i lige linie fra vestpulpituret og omtrent midtvejs op til korbuen med ialt
13 fag; herefter svinger det med tre fag ind mod nordvæggen og fortsætter
derefter, i halv bredde, mod øst med fem fag og støder så til den greveligestol;
over de sidste fem fag er der et gitterværk til at åbne og lukke; pladsen
bag dette var forbeholdt grevens folk. Nedhænget under de førstnævnte tretten
felter er (jfr. pulpitur nr. 1) fra †korpulpiturerne. Fyldingerne indeholder Sønnike
Dethlefsens malerier, hovedsagelig scener fra det nye testamente, begyndende
med bebudelsen i øst, sluttende med dommedag i vest. Rammeværket
nu mørkebrunt med lidt guld. Stoleværket er simple bænke, hvis glatte gavle
har rundet afslutning over indsnøret hals og en planke som ryglæn. Længst i
vest står nu to stolegavle, der må stamme fra 1578-pulpituret. Ryglæn og
gavle er gråmalede med røde numre fra 1—12; under den grå farve skimtes
på to gavle et stort, rødt S. En enkel, gråmalet bænk er det eneste inventar
i gitterafdelingen.
3) Schackenborgs stol, udført 1692 (jfr. ovfr.); foruden udgifter til trappehuset
(jfr. p. 1300) ses det af regnskabet13, at Peter Petersen, bildhauer af Tønder,
fik betaling for kapitæler på fru grevindens stol og item for underhænget under
samme modtog 10 rdl.; for 1693 er der en post til Sønnike Dethlefsen maler, for
hvis han har arbejdet og malet udi kirken, også på fru grevindens stol, trappe
og loft. Den fremtræder som en stor, femsidet karnap, hvor hver side har skydevindue
over panel med ottesidet fylding, det midterste fag dobbelt så bredt
som de flankerende og med to vinduer. Fagene adskilles af glatte, korintiske
pilastre, af hvilke de tre i midten, over kapitælets blade, viser et af de for det
Peter Petersenske værksted karakteristiske velnærede englehoveder. Postamentet
er skrumpet ind til en profilliste, gesimsen er stærkt udladende. Under
hver pilaster er der et englehoved (fig. 23) og under felterne hængestykker med
siddende dydefigurer, fra øst (midtfaget overspringes): Klogskab, Styrke, Tro
og Håb (fig. 22). Under midtfaget to fede, kyssende kvinder, den ene med
sværd, den anden med palmegren, sikkert at opfatte som symboler på kærlighed
og retfærdighed. I vinduesåbningerne foroven spinkel båndornamentik.
Brunmalet som de øvrige pulpiturer, med lidt guld. I midtfagets fylding alliancevåben
for Schack og Marschalck. Indvendig mødes det teltagtige lofts
profillister i en polygonal midtskive; murvæggene er beklædt med hvide,
glaserede fliser. Alt er nu brunmalet, også fliserne; i loftspolygonen maleri på
lærred af Jesu dåb. Inventaret består af fire stole i nygotisk, fire i nybarok
stil, en nyere messinglysekrone samt to 1800tals lampetter med ottekantet
refleksskjold. Skydevinduerne er af sandblæst glas med mønstre; lys kommer
i øvrigt til pulpituret fra et smårudet dobbeltvindue i nordmuren; i østre vange
et samtidigt vægskab. Indgangsdørens oprindelige låsetøj er bevaret.
4—5) †Korpulpiturerne blev opsat på korets nord- og sydvæg i vestfaget 1737
og nedtaget 1897; panelet med malerifelter og smalfelter, ganske svarende til
nr. 2, ophængtes på væggen under skibets nordpulpiturer, hængeværket benyttedes
under nr. 1 og 2, og en stolpe fandt anvendelse ved prædikestolsopgangen. Om bygningen
af pulpiturerne oplyser en indskrift, der nu sidder østligst
på nordvæggen: »Anno 1737 Er dette Lofft paa Høy Greffel. Excel. befaling
opbygt og forfærdiget … paa underskrevne Velagte Dan(n)emænds bekostning
Malet 1738«. Fra nordpulpituret har præsten i den i godsarkivet liggende
beskrivelse af Haupt noteret en †indskrift, der stod på langbjælken:
»Anno 1737 er dette Loft opbygt oc forfærdiget paa Kirkens Bekostning, samme
Tid var Kirkeværgere Jes Nielsen udi …«. Adgangen til sydpulpituret var ad
en dør i det 1898 nedrevne våbenhus. Malerierne, hvis kvalitet ikke hæver sig
over Sønnike malers, tæller 36, med scener fra det gamle og det nye testamente,
her ligeledes med skriftsted i frisefeltet og givernavn i postamentet.
Staffering i øvrigt som de ældre pulpiturers.

Orgel* 1679 (fig. 24). Det nævnes første gang 1674, da en ved Møgeltønder
Birk afsagt dødsdom over en gårdfæster fra Kannikhus for en slags oprør mod
den første lensgreve til Schackenborg, feltherren Hans Schack, ændredes til
landflygtighed og betaling af 200 rdl. til et nyt orgel i Møgeltønder kirke48.
Et orgel anskaffedes dog først fem år senere, for 420 rdl., delvis tilvejebragt
ved indsamling, efter en grevelig resolution om, at »et orgel skulde sættes i
Møgeltønder Kirke«, og efter at man »havde ladet en orgelbygger komme fra
Hamborg«. Orglet, der fik 10 stemmer på 1 manual og tilhængt pedal, »bragtes
til fuldkommen perfection 1679«13. Dets mester nævnes intet sted, og da adskillige
orgelbyggere virkede i Hamborg på den tid, har han ikke kunnet identificeres49.
Nødvendige arbejder i kirken, bl.a. ved loftet, i forbindelse med
orglets opstilling, besørgedes af lokale håndværkere, deriblandt Kel Hansen
Snedker, hvis initialer, i sort kulstreg, står på et fyrrebræt bagest i orglet —
og i øvrigt også findes udskåret på en af stolestaderne nede i kirken50. Mod de
orgelbygningsmæssige traditioner i Hamborg i de sidste tiår af 1600-tallet peger
tydeligt både orgelhus og orgelværk, der stedse er forblevet relativt intakt,
og som allerede længe har været det ældste i sin helhed bevarede kirkeorgel i
Danmark, der stadig er i brug. Den nordtyske orgelbygningsstil præger meget
klart den barokke façade. Dennes piber (principal 8’), for de stores vedkommende
dekoreret omkring labierne med mandshoveder i sort og guld, er indordnet
i tre »tårne« med mellemliggende, plane felter. Det midterste, noget
højere tårn har en halvcirkel som grundplan, mens de to yderste er bygget op
på spidse vinkler. De plane felter rummer mindre, til dels stumme piber i to
stokværk, mellem hvilke årstallet 1679 er anbragt; i hvert af de to øverste
ligger foran piberne, på aksler ind til mekanikken, de to stjerner til orglets to
cymbelstjerner. Øverst over piberne i tårnene prydbælter, i stil som tilsvarende
over mellemfelternes piber. Under façadens øvre gesims og over dens
konsol en latinsk inskription, formet over den 160. salme. Under ydertårnenes
konsoller englehoveder. Sidevinger med frugtklase og -rankedekorationer, alt
* Afsnittet om orglet er forfattet af Niels Friis.
imørk eller brunmalet eg med gyldne stafferinger. Reparationer af orgelværket
udførtes af Hans Vent (1715) og Gatz. Thomin (1737). I forbindelse med
den sidste af disse reparationer opsattes det af to vildmænd flankerede, med
grevekrone afsluttede våbenskjold på midttårnet, fremstillende det Schack’-
ske og det Gabel’ske våben, sammenholdt af Dannebrogordenens bånd, samt, på
ydertårnene, engle, der bærer skjolde med lensgreve Otto Didrik Schacks og
hustrus, Anna Ernestine Gabels navnecifre, ligeledes omgivet af Dannebrogordenens
bånd. Videre reparationer — alle af begrænset omfang — bl.a. af
Joh. D. Busch, Itzehoe (1757, fornyelse af manual-klaviaturet), Boy Lorentzen,
Bredsted (1778) og Marcussen & Reuter, Åbenrå (1817)65. Disse sidste
mestre foretog omhyggelige gennemmålinger af det klingende materiale66, der
senere fik betydning ved dettes restitution. Desuden repareredes orglet af
Ohrt, Gram (1828), samt — jævnligt efter 1864 — af Marcussen & Søn, Åbenrå,
der i 1900-tallets begyndelse udskiftede to af de oprindelige barokstemmer med
andre i romantisk stil. 1954—56 restaureredes instrumentet gennemgribende
af orgelbygmester R. v. Beckerath, Hamborg. Samtidig med at det i musikalsk
henseende førtes tilbage til sin oprindelige skikkelse, tilføjedes, indfældet i
pulpiturbrystningen ud mod kirken, et rygpositiv på 8 stemmer med femtårnet
façade i ubehandlet eg, tegnet af arkitekt Rolf Graae, samt et pedal på 7 stemmer,
i et neutralt, hvidmalet skab bag det gamle orgel, der rykkedes noget
tilbage for at give plads for udvidelsen67. Pengeblok, 1700’rne, firkantet, med jernlåg
og skålformet tragt; jernbundet.

Over blokken en glat tavle, sortmalet, med gul kursiv: Glemmer ikke at giøre
vel etc. Hebr. 13, 16. Ved korbuens sydvange.
Klingpunge, den ene med læderbetrukket pose, den anden med fløjl, hvorpå
broderet I S 1860 for Johanne Schack51; skafterne med fine sølvtappe er betydelig
ældre, det ene stammende fra den klingpung af rødt fløjl, sølvbroderet
og med sølvbeslag og -klokke, som 1695 blev skænket af Sophia Dorothea
Tychin51.

Salmenummertavler, enkle, til kridtnumre.
Præslerækketavle (fig. 30), oprindelig epitaf i bruskbarok, o. 1640, af træ.
Storfeltet flankeres af karyatider, Troen (med kors, den vandrette korsarm
borte) og Håbet (med anker). I topfeltet fraktur, Joh. 11,25, i storfeltet,
fraktur og kursiv, »Renoveret Anno 1740. Sogne Præsterne udi Møgeltønder
siiden Reformationen«, begyndende med Lauritz Bosseb, Aventofft,
til 1586, og (i hængestykket) endende med Peter Cramer, d. 1822. Øverst
i hængestykket står Daniel 12,13, der ligesom topfeltets indskrift kan være
opmalede levn fra den oprindelige indskrift. Rammeværkets farver: sort,
blå, rød og guld er i hovedsagen fra 1740, antagelig udført af Sønnike Sønniksen,
der på den tid arbejdede i kirken. På korets nordvæg. — Præsterækkens
fortsættelse står på en enkel tavle fra 186652, der nu er sat til side i tårnets
andet stokværk.
Præstemalerier. To næsten legemsstore malerier (på skibets sydvæg), olie på
træ, i ens glatte rammer med ædelstensbosser og på øvre rammestykke præsternes
udskårne, hjelmede våben. Begge præster, i præstekjole, står med en
bog under højre arm ved siden af et bord, hvorpå ligger en del bøger; i baggrunden
søjle og draperi. Næppe udført af samme mester. Nederst indskriften,
hvid fraktur på sort: 1) (fig. 27) Lago Johannis, f. 18. okt. 1633 i Jylland i Stafning
præstegård, indsat i embedet i Møgeltønder 11. dec. 1659, provst i 15 år,
d. 17. febr. 1707 i sit 74. år. — Våbenmærket en due med oliegren i næbbet.
2) Berømmende vers over [Godske] Møller, f. 18. dec. 1699, d. 10. (galt opmalet
for 19.53) jan. 1741. — Våbenmærket et tandhjul.

Malerier. 1) Lensgreve Hans Schack, d. 1905; af Leis Schelderup; i koret.
*2—*3) To malerier af guldhornene, nu på Schackenborg, første gang vist
omtalt i »Beskrivelse og historisk Efterretning om det Tønderske Guldhorn …«
1761, hvor det meddeles, at der, foruden de to malerier i kirken, også »skal
være mange af Indbyggerne i Møgeltønder, som har disse Hornes Skilderier
opsatte i deres Huse«. — 2) (Fig. 25), det 1639 fundne horn, malet på bestilling af
den lærde ærkedegn i Ribe Andreas Romdorp (1640—49) og af denne skænket
kirken54. Olie på træ, 54,4 × 83,5 cm, i sekundær fyrretræsramme. Hornet, der
er kopieret efter træsnittet i Ole Worms 1643 udkomne runeværk, er gyldentpå blå baggrund;
det måler i indre korde 50, i ydre 61 cm. Ang. skriften derpå,
se afbildningen p. 1323. — 3) Af det 1734 fundne horn med runeindskriften,
olie på træ, 54,4 × 83,5 cm, i sekundær ramme af fyr. Hornet, hvis diagonalmål
er 45 × 45 cm, er en kopi efter den af Gutacker 1734 publicerede tegning;
men runerne er ordnet på anden måde. Udstyr som foregående; indskriften
(fraktur og kursiv) over hornet lyder: »Original-afmalning, som repræsenterer
begge Siders Figurer paa det Guld-Horn/(veyende 7 ¶ 14 lod), som An(n)o
1734 den 21 April udi Grævskabet Schackenborg ved Gal/lehuus af en Mand
fra bemeldte Bÿe ved nafn Erick Lassen blef funden, Hvilcken sam/me Horn
til Græfve og Cammer-Herre høÿ og velbaarne Herr Otto Diderich / af Schack
leverede, som den 3. Maÿ (nest paafølgende) Deres Kongelige Majt / vores
allernaadigste Arfve-Herre og Konge Kong — Christian / den 6te dette i
Flensborg allerunderdanigst offererede«.

†Mindetavle 164255, med oplysning om navne på giverne og de beløb, der
er skænket til den store klokke (nr. 2), ialt 294 rdl. 16. sk.56. Ifølge præsteindb.
1768 havde giverne og deres børn fri brug af klokken. Lysekroner 1880 og 188551, af
messing, i skib og på pulpituret. I koret, af
træ, skåret efter tegninger af godsinspektør H. C. Davidsen, Schackenborg.
Kirkeskib 1934 el. 35, fuldskib »Margrethe«57.
Tårnur 1663, leveret af mester Johan Phillip, Flensborg, med urskiver til
alle verdenshjørner. Urhuset bygget af Hans snedker; 1710 forbedredes værket
af en urmager i Kiergård13.
Klokker. 1) 1333. »Anno Christi M° CCC° xxx° III«. Tvm. 85 cm, ca. 95 cm
med krone, der har bøjler med dobbelt tovstav. Indskriften mellem to og to
reliefbånd, ved mundingen tre. Støberens sigil, anvendt seks gange, er et skråtliggende,
symmetrisk skjold, hvori klokke omgivet af tre stjerner og utydelig
randskrift (Uldall p. 60 og 63, sigillet fig. 77). — 2) 1642, støbt af Baltzer Melchior.
»Michel Chrestensen och Mamb Pedersen kirckewerger. M. Iorgen Pedersen
Hegelvnd sogneprest i Møgeltvnder. Anno 1642. Ne. Lavrtz (!) Lavritzen
birckefovget. Baltzer Melchior mefecit (eet ord) Flensbvrgi. Soli deo gloria«.
93,5 cm i tvm. Reliefversaler mellem reliefbånd; øverst en frise af opadvendende
buer endende i stiliserede akantusblade, nederst omvendt. Forneden
flere relieflinier. 1917 overladt til Emmerlev, returneret 192158.
Gammel klokkestol, af eg, med dobbelte skråbånd og kopbånd.

Gravminder
Epitafier. 1) 1592 (fig. 28). »A(nn)o 1592 decemb. 29. døde Pether Henricson
vdi Mögletynder der hand var 127 aar gammel. G. N.H.S.O.A. HL T.«
Brystbillede, olie på træ, 78 × 50 cm, sort dragt med hvid krave. På skibets
sydvæg.

2) O. 1630 (fig. 29). Jens Pedersøn, fordum skriver her på slottet i 28 år, kirkeværge
i 20, digefoged i 8 og sandemand i 18 år, d. 1629 i sit 61. år, og hans formand,
Poffuel Hansøn, d. 1603 i sit 40. år, samt deres hustru Anne s. »Jens-Schriffuers
«, d. 1653 i sit ? år (tre sønner og 10 døtre, hvoraf een søn og tre døtre lever).
Herefter årstallet 165?. Epitafiets midtfelt, vinger og hængestykke, fra
o. 1630, er muligvis et værkstedsarbejde fra Jens Olufsen, Varde; topstykket
er derimod yngre, antagelig en tilføjelse samtidig med hængestykkets indskrift
fra 1653. Blandt de træk, som epitafiet har fælles med Vardeværkstedet, kan
nævnes søjlerne med beslagværksprydbælter og vaseformede baser med løvemasker,
midtfeltets fladbue hvilende på kvindehermer med frugtbundtnedhæng
på skafterne, samt de smalle vinger med ovalt midtfelt, hvori evangelister
under baldakin, til højre »S. Matheus e.«, til venstre »S. Iohannes e.« — Hængestykkets
ovale kartouche flankeres af englehoveder. Yderst på gesimsens ene
side står Marcus med løven, en reminiscens fra det oprindelige topstykke; dette
har nu en barokkartouche, hvorover den opstandne stående på et skelet, flankeret af
evangelisterne Marcus og Lucas, samtyderst Moses som pendant til den oprindelige
figur. Epitafiet står med en almindelig barokstaffering,
bl.a. lys marmorering på søjler og
postament. Storfeltets maleri, olie på træ,
forestiller forklarelsen på bjerget. I topstykkets
kartouche religiøs frakturskrift, i hængestykket
gravskriften, med hvid fraktur på sort
bund. På skibets sydvæg.
Epitaf o. 1640, anvendt som præsterækketavle,
se p. 1324.

3) 1653 (fig. 26), af træ. Blå marmorering
med hvid bund på vinger, gesims og postament;
indskriften, med gylden fraktur på sort
bund, er i frisen: »Vi have faaet Lægedom
ved hans Saar« og i hængestykket: »O! Søde
Jesu Christ din Død og Lidelse, Mit Liv er
visselig og min Opstandelse. 1653«. Ældre skrift
skimtes nedenunder. I storfeltet et maleri, olie
på træ, af Kristus på korset mellem røverne; i baggrunden by og bjerge;
sml. Daler mindetavle (p. 1348). Hang 1768 over korbuen (præsteindb.), nu i
våbenhuset.

4) O. 1700 (fig. 31). »Dødelige vandringsmand. Tanken på døden har ført dig til
Bjørnens hule, om ikke den vilde og ægte bjørns, men til bjørnenes familie hører
dog Georgius Ursinus [o: Georg Bjørn] fra Colberg i Pommern, fra ungdommen
hengiven til de ædle videnskaber og til sproglige studier, efter 30 års rejser
i udlandet af den berømmelige Schackske familie kaldet til at forestå det
Schackenborgske grevskab, men kort efter af Gud bortkaldet … Døren til
dette liv åbnede for ham omtrent midten af det 17. årh., men slutningen af
det samme årh. lukkede den igen. Advarsel. Han levede som pebersvend, og
som pebersvend har han villet hvile her alene ..«. Forbandelse mod den, der
vil flytte nogen død herind eller flytte den dødes kiste59. Latinsk, hvidmalet
versalindskrift, i relief på rektangulær kalkstenstavle, omgivet af viltert
akantusbladværk, der forneden løber ud i vindrueklase og foroven danner
hjelmløv om den afdødes våbenskjold, hvis hjelmtegn og mærke er en bjørn;
hjelmløvet holdes af to svævende engle. Fra det Peter Petersenske værksted.
Sml. gravsten nr. 3. På korets nordvæg.
Grausten. 1) 1520’rne. »Anno 152? den 22 avgvsti ort Laverens Ketelse(n?)
d ? ivn.« Grå kalksten, 87 × 56,5 cm; randskrift med reliefversaler. Midt på
stenen symmetrisk bomærkeskjold, hvori bogstavet K. Op ad korets østmur. 2) O. 1565.
»Anno 1565 24 avgvs is in Got vorschede(n) Fedder Ketelsen(n).«
Grå kalksten, 85 × 42,5 cm, med reliefversaler i tværskrift inden for smal
ramme; øverst modvendte, volutagtige blade, nederst asymmetrisk skjold, flankeret
af D G og G D, med bomærke som nr. 1 og bogstaverne KB; Som nr. 1.
Baroksten med Kristus på korset mellem fire skikkelser, se nr. 11.
3) O. 1700. Georgius Ursinus59, sml. epitaf nr. 4. Rødlig kalksten, 210 × 147
cm, med reliefversaler i stor, oval laurbærblad-ramme; i de øvre hjørner engle,
der i den ene hånd holder en krone over lille skriftfelt, i den anden palmegrene,
forneden kraftigt blomsterværk samt lille bladkrans. Foran alterskranken.
4) Begyndelsen af 1700’rne, med sekundær indskrift. Lysgrå kalksten, 182 ×
95,5 cm. Stort ovalfelt i laurbærblad-ramme, i hvis øvre halvdel en Golgathascene;
i hjørnerne evangelister hvorimellem skriftfelt med reliefversaler. Fordybet
fraktur- og skriveskrift over Sitsilia Bogsihan (?), f. Petersen 6. juli 1807,
d. 24. jan. 1841. Som nr. 1.

5) O. 1742. Bendix Meier, [sogne]præst for Dahler menighed i [1]0 år og 7
mdr. og [for Møgeltø]nder et år, f. [i Kiøbenhavn] 5. okt. 1705, d. i Møgeltønder
30. maj 1742 36 år og 8 mdr. gl.60; herunder de vanlige ord til læseren,
ifølge præsteindb. 1768 først indhugget i begyndelsen af dette år61. Hvidlig
kalksten, 136 cm bred, afbrudt forneden, med reliefversaler (navnene med store
skønskriftsbogstaver og skriveskrift), der dækker hele fladen. 1766 på kirkegulvet
langt neden for koret (præsteindb.), nu foran dør i slottets sydfløj.

6) O. 1753. Nann Nissen, f. 1703 ved Aaen, d. 1753 i sit 49. år, og hustru
Anna Mari Nanns, f. i Sonderbul 1719, i 7 (?) års ægteskab ? søn(ner?) og 1
datter, d. [1752]51. Norsk marmor, 152 × 98 cm, med reliefversaler i forsænkede
tværbånd inden for profilramme. Ved korets søndre støttepille.

7) O. 1790. Wilhadus Christian Zogä (!), sognepræst i Dahler i tre år, i Møgeltønder
i 34 år og provst i Møgeltønder herred, f. i Wilstrup 15. aug. 1721,
d. 23. juni 1790 68 år og 10 mdr. gl., og hans første hustru [Henr]iette Emilie
Z[oëga, d. 7. dec. 1763]62. Rød kalksten i tre brudstykker, ca. 116 cm bred,
med reliefkursiv, navnene med store skønskriftsbogstaver i stort skriftfelt, tunget
afskåret i hjørnerne, hvor der er rocaille-ornamenter; riflet kant uden for
hulet. I Schackenborg park. — W. C. Z. var den berømte Georg Z.s fader.

8) O. 1791. C.P.B. (dvs. Boysen, Ragstrup)51, f. 12. dec. 1709, d. 4. juli 1791.
Brudstykke af bygningssten af sandsten, 78 × 28 cm med kursiv; profiler på
bagsiden. Ved korets østmur.

9) O. 1794. Margarethe von Bertouch, f. von Lütken, f. 28. okt. 1766, d. 30.
aug. 1794, begrædt af ægtemand og to stedbørn. Lysgrå kalksten, 104 × 51,5
cm, med reliefversaler i tværskrift på pikket bund inden for smal ramme. Ved
korets østmur.

10) O. 1802. Friederich Andersen, inspecteur ved grevskabet Schackenborg, f. i In .. instedt Aalum sogn 3. juli 1726, d. i Møgeltønder 7. marts 1802, og
Anna Catrina Andersen, f. Nissen, f. på Friedleben 20. jan. 1733, d. i Møgel-tønder 19. febr. 17?2. »En betydelig Gave
forevige deres S[avn?] hos Fattige i Møgeltønder
og ? sogne«. Norsk marmor, 182 × 122
cm, med reliefkursiv i oval bladramme ophængt
i båndsløjfe; bredt tværriflet kant.
Ved korets østmur.

11) O. 1803. Matthias Asmussen, f. i Tønder
3[0]. juni 1751, d. 9. okt. 1803. På bagsiden
af en baroksten, se p. 1328, 193 × 118
cm, med nedre, afrundede hjørner; på tysk,
kursiv i skriftfelt, hvis hvælvede ramme
forneden følger stenens kontur. Øverst bueslag
over urne samt blomster. Ved korets
østmur.

12) O. 1816. »Grav-Sted Kniplingshandlers
Boye Thamsens«, f. 14. sept. 1748, d. 3. nov.
1816, gift 17. nov. 1780 med Karen Thamsens,
f. Klint, f. 14. juli 1760, d. 8. juli 1781.
Her hviler også Chrestina Thamsen, f. Detlefsen,
f. 16. sept. 1751, d. 29. aug. 1813. Rød
kalksten, 179 × 116,5 cm, med versaler og
skriveskrift i relief på stor skriftrulle, hvis
øvre, oprullede ender løber ud i store, fligedeakantusblade flankerende bladoval; heri
versalerne Apoc. 14,16 og herunder, i relief, fire neg på en mark hvorover en
arm, i skyer, holdende en segl; i hjørnerne rocailleornament og langs skriftrullens
lodrette kanter bladrække. Tværriflet kant inden for hulet. Op ad
korets nordre stræbepille.

13) O. 1836. Christine Botille Winding, f. Petersen, f. 26. okt. 1816, gift 4.
okt. 1833, d. 23. aug. 1836. Sandsten, 148 × 77 cm, med fordybet skriveskrift
i ophøjet felt; de affasede hjørner giver plads for stiliserede blade. Samme
værksted som nr. 15. Ved korets sydøsthjørne.

14) O. 1838. Tre børn, Hans Otte Fønss, f. 14. maj 1829, d. 13. dec. 1833,
Frederik Fønss, f. 21. juni 1832, d. 14. maj 1838, og Othelia (!) Hansine Fønss,
f. 15. maj 1834, d. 5. okt. 1834. Sandsten, 87,5 × 61 cm, med fordybet skriveskrift;
svarende til og fra samme værksted som nr. 13. Ved korets østmur.

15) O. 1845. Charlotte Winding, f. 12. juni 1815, d. 28. juni 1845. Som nr. 13.
Flere stærkt udslidte gravsten findes ved kirken eller på kirkegården.
Smedejernskors63, 122 cm højt, med sekskantet skriftfelt og volutbøjler flankerende
stammen. Syd for skibet.
Graukrypten under korets søndre
del er formentlig indrettet i 1500-
tallet for Rantzauerne. 1696 blev de
deri hensatte adelige lig overflyttet til
Roy-begravelsen13a, hvorpå krypten
året efter istandsattes med hvidtekalk,
gulvfliser samt to vinduer »med
Staalwier« og indrettedes til begravelsesplads
for den grevelige Schack’-ske
familie13. Krypten dækkes af fire
grathvælv, som hviler på en midtpilleog vægpiller, alle med halvstensfalse;
trappen, der forneden er lukket
med en egetræsdør, fører op midt i
korgulvet og er nu dækket af gravsten
nr. 3, hvis grav ligger lige vest
for stenen. Krypten er siden 176313
(sml. gravkapel p. 1300) kun tilgængelig
gennem en lysåbning i syd.
I krypten står tre ens profilerede,
barokke sandstenssarkofager med
barnehoveder mellem volutter påhjørnerne, på hovedenden relief af
sørgende kvinde ved siden af urne,
monogram på fodenden, samt på siderne afdødes våben holdt af grædende englebørn,
der sidder på ryggen af løver (fig. 32). På låget et stort krucifiks i relief
samt indskriften på latin med fordybede versaler og store skønskriftsogsbtaver:
1) Fru Anna Margareta af Reventlov, f. i Kbh. 6. okt. 1682, datter af grev
Conrad af Reventlov, to rigers kansler; gift med Hans Schack til Schackenborg,
stiftsbefalingsmand over Ribe stift, d. i barselseng på Gram 21. marts
1710, 28 år gl. efter at have født en søn, grev Otto Didrik Schack. 2) Hans Schack til Schackenborg, arveherre til Gram og Brinck, f. i Ribe
15. april 1676, stiftsbefalingsmand over Ribe stift 1697, tjente fra 1702 som
»chiliarcha« (colonel réformé d’infanterie)64, 1705 »chiliarcha maior«, mistede
sin venstre arm i slaget ved Höchstedt, forlod Ludvig XIV.s tjeneste 1707, blev
befalingsmand (»tribunatus præfecturæ«) i fædrelandet 1717 under kong Frederik
IV. og geheimeråd i konseillet, æredes 1718 med elefantordenen, præsident
for kammerkollegiet 1719 samt andre æreshverv; gift 1) med Anna Margreta,
grevinde af Reventlov (se nr. 1) og 2) Anna Sophia af Rantzav (se nr. 3).
Seks børns fader. D. i Kbh. 22. sept. 1719. 3) Anna Sophia Rantzav, grevinde af Schack, f. 4. sept. 1689, datter af Christian
Rantzav, greve af Rastorph, Saltzav, Ascheberg, Lindav og Burrav; ægtede
1711 Danmarks og Norges geheimeråd Hans Schack, greve af Schack til
Schackenborg etc., d. 28. sept. 1760. — På en metalplade på kisten51 fandtes
indskriften: Fru Anna Sophia von Rantzau, enkegrevinde af fordum geheimeråd
og ridder af elefanten Hans greve af Schack til Schackenborg; f. 4. sept.
1689, gift 1711, enke 1719, d. 28. sept. 1760 efter 41 års enkestand og 71 års
levetid.

I krypten henstår desuden tre barnekister, de to af eg, trapezformede, med
tresidet låg, den størstes med karnisformede sider, samt inderkister af henholdsvis
fyr og eg, den tredie og mindste af fyr og rektangulær. Endvidere er en række ligkister nedsat i Schackenborgs gravsted nord for
kapellet, i 185752 ni og i 194919 fem: 1) Anna Margarethe komtesse af Schack,
f. 4. marts og d. 5. marts 1733. 2) Greve Otto Didrik Schack til Schackenborg,
f. 19. marts 1710, d. 7. okt. 1741. 3) Grevinde Anna Ernestine Frederikke Wilhelmine
Schack, f. Gabel, f. 18. nov. 1714, d. 20. marts 1748. 4) Grevinde Ulrica
Augusta Schack til Schackenborg, f. komtesse af Moltke, f. 30. april 1740, d.
7. april 1763. 5) Sophie Albertine Ernestine komtesse af Schack, f. 20. okt.
1772, d. 15. juni 1774. 6) Greve af Schack, f. og d. 23. aug. 1775. 7) Caroline
Mathilde Juliane komtesse af Schack, f. 5. marts 1768, d. 10. okt. 1775. 8)
Caroline Louise Sophie Schack til Schackenborg, f. komtesse af Moltke, f. 23.
juni 1742, d. 12. sept. 1794. 9) Greve Hans Schack til Schackenborg, f. 14. jan.
1735, d. 21. aug. 1796. 10) Lensgrevinde Frederikke Rosine Juliane Schack, f.
von Krogh, f. 1. aug. 1823, d. 17. dec. 1852. 11) Henriette Ottilie Emilie von
Krogh, f. 7. dec. 1842, d. 15. jan. 1853. 12) Lensgreve Otto Didrik Schack, f.
3. okt. 1810, d. 26. juli 1856. 13) Enkelensgrevinde Johanne Christiane Cornelia
Schack, f. von Krogh, f. 12. juli 1825, d. 18. maj 1910. 14) Stiftsdame Wilhelmine
Emilie Henriette von Krogh, f. 26. maj 1829, d. 13. maj 1917. Kirkegårdsmonnment fra 1922 over sognets faldne, tegnet af godsinspektør
H. C. Davidsen, Schackenborg.